00


Naturprisen 2011


Reception d. 25-06-11 ved Finn Nymann Hovgaard, Farsø.


På dagen blev vi budt hjerteligt velkommen, og efterfølgende var der en rundvisning på det 70 Ha store areal, som før blot var flad mark i et vindblæst område, hvor vildtet ikke fandt større glæde ved at opholde sig.
Dette begyndte Finn for ca. 25 år siden, at lave om på med de første platninger. Men først i starten af 90`erne, tog det for alvor fat.
Finn har med stor flid formået, at omdanne de forblæste marker til et sted, hvor vildtet nu påskønner at være. Der er lavet læbælter og et endda i 30 meters bredde. Flere søer er gravet, hvoraf den ene nu er egnens bedste andehul. Der er plantet remiser, som virker som små oaser mellem markerne, og større områder er helt plantet til med et væld af løvtræer og buske.
I en mose står der nu småbladet dunhammer, som ikke ses ret tit her hjemme længere. Så det er bestemt ikke kun det jagtbare vildt der nyder godt af alle tiltagene, men også planter og et væld af insekter og fugle.
Men alt dette har en stor fjende, som Finn fortæller, og det er pilebuskene. De må konstant skæres væk ved roden, da de ellers hurtigt overtager områderne og kvæler alt andet.
Det samme gælder for den sags skyld rødel, som også skal holdes nede, da den jo kun er ammetræ. Men den har det med at skyde igen, og derfor skal den også fældes konstant. Finn har derfor forsøgt sig med platninger uden ammetræer som rødel, og der har faktisk vist sig, at der ikke er nogen forskel på hvor hurtigt det gror til, med eller uden ammetræer, fortæller Finn.
Der kunne skrives meget mere vedr. den dejlige rundvisning og fortælling på arealerne, men det vil være alt for omfattende at skrive her.
Men en fryd var det, at være der denne dag, da det varmede meget om hjertet, at der findes folk som Finn, der er villig til at tage så meget jord ud af driften for, at give det tilbage til naturen.

Efter rundvisningen var der så tid til taler af blandt mange, Ole Roed Jacobsen (Formand Danmarks Jægerforbund), Leif Bach (Hovedbestyrelsesmedlem Danmarks Jægerforbund) og Martin andersen (Jægernes Naturfond) osv. osv.

De kr. 25.000,- som Naturprisen jo giver, har Finn tænkt sig, at bruge til en splinterny plantemaskine, så der kan blive plantet endnu mere i årene fremover. Hidtil har Finn lånt sig frem, men dette slipper han nu for.
På grund af hele herlighedsværdien af området Finn har lavet, ja, så er det nu også begyndt, at smitte af på naboerne, som nu også begynder at plante på deres arealer. Og som Leif Bach sagde i sin tale, ja, så begynder det først at gå op i en højere enhed, når det spredes som ringe i vandet.

Kreds 1, vil også gerne her ønske Finn Nymann hovgaard et stort tillykke med den fine Naturpris, som ikke blot er fortjent, men virkeligt velfortjent.


Nedenfor kan der ses billeder fra dagen:




Danmarks Jægerforbund kreds 1 - webmaster@jagtkreds1.dk