|
I weekenden slog Aalborg Kongres & Kultur Center for første gang dørene op til den kombinerede messe OUTDOOR 2011 og Nordjysk NATUR 2011. Det blev besøgsmæssigt en bragende succes med 12.300 gennem tælleapparaterne.
- Vi er særdeles godt tilfreds med så mange besøgende første gang, og det er ingen hemmelighed, at vi er blevet ansporet til at gentage denne messe for jægere, lystfiskere og andre naturinteresserede, siger messekonsulent Niels Søndergaard og fremhæver, at Jægerforbundets formand, Ole Roed Jakobsen åbnede messen.
Gyngerne og karrusellerne
Messen var koncentreret i to haller tillige med forskellige former for skydning i underetagen. Som besøgende havde man forventet flere udstillere med våben, kikkerter og andet hard core udstyr til jægere. Det vil man ifølge Niels Søndergaard, trods ihærdige forsøg denne gang, arbejde endnu hårdere på at skaffe til næste messe.
- Vi er godt klar over, at vi på udstillersiden kan forbedre os til næste gang, men til gengæld har vi, synes jeg med held, fået sammensat et spændende program, der favnede bredt og ikke mindst henvendte sig til børnene. Det så vi f.eks. om lørdagen, hvor de kunne gå på jagt i en urskov med bue og pil.
- Nak & Æd-drengene blev lige netop det tilløbsstykke, som vi havde håbet på. I en time underholdt de publikum om baggrunden for tv-programmerne og fortalte om konceptet, samtidig med at Nikolaj Kirk kokkererede på scenen, beretter Niels Søndergaard og tilføjer afslutningsvis:
- Jeg har endvidere f.eks. fået oplyst, at en mindre lokal lystfiskerforening har fået 72 nye medlemmer, mens Danmarks Jægerforbund på messen har fået 78 nye medlemmer. Det glæder os, at udstillerne på den måde også får et synligt resultat ud af anstrengelserne.
På positivlisten skal det fremhæves, at messen ikke var et kræmmermarked, hvilket flere udstillere i øvrigt bemærkede over for Deres udsendte. Fra arrangørernes side var det også blevet understreget over for udstillerne, at de skulle præsentere deres bedste og nyeste produkter, netop for at undgå kræmmermarkedet med udsalgsboder.
Niels Søndergaard glæder sig desuden over det fælles fodslaw mellem de lokale afdelinger af DN, DOF og DJ.
DJ’s indsats
- Der er virkelig tale om en helhjertet indsats fra AKKC’s side. De har lagt sig i selen for at skabe en alsidig og interessant messe for det naturinteresserede publikum. I de bestræbelser har vi fra DJ Kreds 1 bidraget på forskellig vis, siger en meget tilfreds formand for kreds 1, Per Henriksen og uddyber:
- Vi har bidraget med frivillig arbejdskraft til udsmykningen af hallerne – heriblandt at fordele de 80 kubikmeter flis, og vi har bestræbt os på at skabe et interessant område, hvor vi på inspirerende vis kunne fortælle om vildtet, jagten i Danmark og Danmarks Jægerforbund.
Ikke mindre end 63 personer fra 15 jagtforeninger og kredsbestyrelsen tog del i arbejdet på Kreds 1’s stand.
|
|
|