Vedr. lokalstof.
Nordjyder er et beskedent folkefærd, der ofte siger: - Det er ikke noget særligt…
De vil ikke gøre væsen af sig, og det må i hvert fald ikke se ud som om, de praler.
Og det kan jeg sagtens forstå.
Men I er selv med til at gøre de lokale sider i Jæger læseværdige, og uden tilbagemeldinger fra Jer, så har jeg desværre ikke mulighed for at vide, hvad der sker udenfor mit lokalområde.
Til gengæld lover jeg at behandle Jeres historier og oplevelser med respekt, og uden brug af ”revolver-journalistik”!
Husk at det bedre at henvende sig en gang for meget, end en gang for lidt, jeg er altid glad for at høre fra Jer!
Både natur- og jagtrelaterede oplevelser er velkomne, her har du nogle eksempler, men der er garanteret mange andre muligheder:
Naturoplevelser, som er anderledes, specielle, sjældne, eller simpelthen var så store for dig, at du aldrig glemmer det.
En usædvanlig fugl/et usædvanligt dyr set i området.
Bukketræf.
Atypiske opsatser.
Den første…. (hjort, sneppe, buk, osv., ikke alle historier vil være lige velegnede, men ofte er der en god historie i oplevelsen).
Jagtoplevelser, der på én eller anden måde adskiller sig fra de fleste.
Debutjagter med stort/sjovt/anderledes udkomme.
Store hjorte.
Observation af kronvildt på steder, man normalt ikke ser dem (de breder sig jo nu).
Faldvildt der f.eks. er døde på grund af menneskers uforstand og svineri i naturen (tov, dåser osv.).
Krybskytteri.
Tyveri af vildt, trofæer og våben.
Dyr af alle slags, som ser ”forkerte” ud – f.eks. meget hvidt.
Invasive arter, f.eks. mårhund, vaskebjørn, vildsvin, nilgås osv. osv.
Mårhund gentager jeg lige, for ALT vedr. mårhund, hører jeg gerne om!
Fugl/e (også ikke jagtbare arter, f.eks. småfugle), der har forvildet sig helt ud af kurs.
Havpattedyr, der er kommet ind i en havn eller lignende, en strandet hval osv.
Tiltag, der støtter dyrelivet i området – ikke kun det jagtbare vildt!
Klubhuset – nyt – ombygning – tilbygning osv.
Skydebaner af alle slags – nye tiltag, tilladelser osv. (ikke alle historier er egnede, men oftest er de).
Store hundearrangementer, som f.eks. hovedprøver, DM eller lignende.
Hunden, der har opnået et meget flot resultat i ind- eller udland.
Arrangementer hvor man f.eks. bygger fuglekasser, fælder eller andet uden for sæsonen.
Arrangementer der viser jægerne og hvad de står for, for ikke jægeren (også f.eks.
Opsætning af fuglekasser i byen, som foreningen står for at bygge, opsætte og vedligeholde).
Andre tiltag, der styrker de sociale bånd i konsortiet, foreningen, kredsen osv.
Hav- og strandjagt – ALT – jeg mangler i den grad altid noget om hav- og strandjagt.
Det være sig alt fra nye pramme i foreningen, nye steder man må jagte, sjove oplevelser.
Sjove oplevelser med dyr og fugle, f.eks. halv tamme dyr/fugle, der besøger huset for at få mad, fuglen der bygger rede på et meget atypisk eller sjov sted, men alt andet, der er overraskende og dermed også interessant for andre.
En jagt tur i udlandet med et flot udbytte eller en anderledes oplevelse.
Hvis du sender mig en e-mail, så HUSK at skrive dit navn og telefonnummer, så jeg let kan få fat i dig! Hvis du henvender dig om en oplevelse, en anden har haft, så husk at give mig navn, telefonnummer og evt. e-mail på vedkommende. Hvis det er noget, du har læst i avisen, kan du bare sende mig et navn og evt. telefon nr., hvor jeg kan henvende mig for at høre mere.
OG GLEM IKKE FOTOS, HVIS DET OVERHOVEDET ER MULIGT – EN HISTORIE ER MEGET MERE INTERESSANT, HVIS DET KRYDRES MED ET FOTO!!!
Jeg vil gerne have mindst en ”ikke jagt” historie med hver gang. Det er vigtigt at signalere, at vi ikke kun er ude på at slå ihjel, men faktisk også interesserer for ikke jagtbart vildt og naturen, og gør noget for både naturen og vildtet!
En lokalredaktør arbejder med forsinkelse, idet vores deadline er 2 måneder. D.v.s. i januar afleverer jeg til marts nummeret osv. Deadline er typisk omkring den 10. i hver måned.
Nyheder, der kan optages på hjemmesiden, kommer dog naturligvis på hurtigst muligt.
Emne, som lokalredaktører ikke må skrive om er:
Årligt tilbagevendende begivenheder. Medmindre vi kan tilknytte en sjov detalje, som f.eks. knægten der skyder og vinder det hele foran alle de gamle, eller omvendt for den sags skyld. Skydningen ingen vil vinde, fordi præmien for værste resultat er en hadegave. Hundekonkurrencen, der endelig blev vundet. Og ofte sker der jo noget sjovt på årlige tilbagevendende begivenheder, som man måske bare ikke tænker på!
Jubilæer, hædersbevisning o.l. – MEN kan vi nævne det som i en bisætning i en beskrivelse af en jagtforening eller person, der gør tingene anderledes eller på anden vis adskiller sig fra de fleste, så DET er historien frem for selve jubilæet eller hædersbevisningen, så kan jeg sommetider ”sno” mig!
|