GODT NYTÅR !
Et nyt og spændende år står for døren.
Vi har endnu en god jagtmåned foran os, og derefter div. muligheder for regulering, så der er stadigvæk gode muligheder for at komme ud og bruge naturen.
Jeg vil igen opfordre til at I udnytter de muligheder der er for regulering og fældefangst. Vi skal blive endnu bedre til at bekæmpe de forskellige prædatorer. Det er glædeligt der er en stigende interesse for biotoppleje rundt omkring, men kombinerer vi det ikke med regulering og fældefangst flytter det desværre ikke ret meget.
I forlængelse af dette vil jeg også opfordre til at du/i kontakter en af de lokale Vildtplejerådgivere. De er nu færdiguddannet og står klar til at give gode råd og vejledning om bla. ”kampen” mod prædatorer. Det var måske en anledning til at inviterer en af dem ud i lokalforeningen og give et kombineret foredrag om biotoppleje, regulering, fældefangst og meget mere af det de nu er ”uddannet” til, det er absolut værd at bruge en vinteraften på.
I den forbindelse kan også nævnes at vi i 2012 vil bruge Vildtplejerådgiverne som en forlænget arm, når der skal findes gode emner til Naturprisen 2012. Det er mit håb at vi i 2012 gerne fordobler indstillingerne i forhold til tidligere år. Der findes mange gode emner til denne pris, og er du i tvivl om hvorvidt et givent terræn, område eller projekt kan komme i betragtning, så kontakt Naturprisudvalget eller en af Vildtplejerådgiverne for yderlig vejledning.
I 2012 skal vi have optimeret og effektiviseret de mange vildttællinger der foregår over hele landet, specielt i forbindelse med vore mange markprøver, men også gerne med andre projekter/aktiviteter rundt om i landet. Jeg tror på vi styrker DJ´s position på området med seriøs dataindsamling og efterfølgende registrering, herunder også biotop, som det eksempelvis er gjort i Himmerland i forbindelse med haretællingerne. Jeg tror på mange af de forhandlinger vi på sigt skal igennem, vil være baseret på faktuel viden og dokumentation, hvorfor det er bydende nødvendigt vi også har tidssvarende systemer til behandling af dette.
Vi ønsker i Medlemsudvalget at køre et pilotprojekt i 2012 omkring hvervning af helt unge medlemmer i alderen 8 – 14 år. Det bliver et super spændende projekt, hvor vi får muligheden for at byde de helt unge Velkommen i DJ, og derigennem give dem nogle gode oplevelser i naturen. Jeg tror det også er en af vejene til at øge medlemstallet i DJ. Der bliver brug for hjælp ude i kredsene og lokalforeningerne, hvilket jeg også er sikker på i vil bidrage med, og gevinsten er selvfølgelig at I lokalt får tilført endnu flere medlemmer, og forhåbentlig livslange medlemskaber.
Ovenstående er blot et lille udsnit af de mange muligheder og tilbud 2012 byder på, så derfor endnu engang rigtig Godt Nytår!
|