00


Årets Jagtforening 2011 - Aalborg Jægerklub
Reception



Aalborg Jægerklub afholdt reception i "Jægerhuset" ved Gigantium d. 09. september 2011.
Der var mange lokale jægere der var fremmødt på dagen, men naturligvis også formanden for Danmarks jægerforbund - Ole Roed Jakobsen, HB medlem/ formand medlemsudvalget - Hans Chr. Fuglsang, vores lokale HB medlem - Leif Bach og den lokale Kredsformand - Per Henriksen.
Der blev holdt en del taler, hvor Ole Roed Jakobsen bla. meget andet sagde, at medlemmerne er fundamentet for jagtforeningerne, og at jagtforeningerne er rygraden i Jægerforbundet.
Ingen gode jagtforeninger uden engagerede medlemmer, og intet stærkt Danmarks Jægerforbund uden gode jagtforeninger. Sådan har det altid været. Det nye er, at jagtforeningerne bliver nødt til at gøre mere og mere for de mange nyjægere, der tager jagttegn uden i forvejen at vide særlig meget om jagt, vildt og natur. Det er den ekstra viden, I er så fantastisk gode til give dem, sagde Ole Roed Jakobsen.

I talerækken var der også flere lokale folk, med rødder i Aalborg Jægerklub, som ville lykønske dem med titlen.

Der var i talerne stor ros til Aalborg Jægerklubs formand - Ole Thomsen, men naturligvis også til hele bestyrelsen, samt medlemmerne i klubben, da arbejdet for nyjægerne jo udføres af mange forskellige i klubben.

På kredsens vegne, vil kredsbestyrelsen gerne her overbringe Aalborg Jægerklub et stort tillykke med titlen som Årets Jagtforening 2011, som man bestemt ikke kommer sovende til.







 


Årets Jagtforening 2011 - Aalborg Jægerklub



Årets Jagtforening udnævnes og hædres hvert år af Danmarks Jægerforbund på det årlige
repræsentantskabsmøde i juni måned, samtidig offentliggøres næste års indstillingskriterier.
 
Formålet med prisen er, at sætte fokus på et godt medlemsarbejde i jagtforeninger under Danmarks Jægerforbund.
 
Indstillingsberettigede til Årets jagtforening er ethvert medlem af Danmarks Jægerforbund - herunder jagtforeninger og JKF samt kredsbestyrelser og lignende.
 
Kriterierne for 2011 afspejler, en stigende fokus på unge og kvinder, samtidig lægges der fortsat vægt på aktiviteter for nyjæger, profilskabende arbejde og fastholdelse af eksisterende medlemmer.
 
Aalborg Jægerklub var indstillet til at modtage prisen ”Årets Jagtforening 2011”, det er andet år Aalborg Jægerklub er indstillet. Vi blev nummer 2 i 2010 og blev kraftigt opfordret til at fremsende en indstilling igen i 2011
– Se efterfølgende hvorfor ”nordjysk stædighed” betaler sig.
 
Formand, Ole Thomsen blev kontaktet af bedømmelsesudvalget med en opfordring til at møde ind med en repræsentant til Danmarks Jægerforbunds repræsentantskabsmøde lørdag den 18. juni 2011, idet Aalborg Jægerklub var blandt de 5 højest placerede i konkurrencen ”Årets Jagtforening 2011”.
 
Formanden Ole Thomsen og næstformand Steffen Filt tog derfor turen til Kolding – Spændingen var stor, og den blev kun endnu større, da Aalborg Jægerklubs formand blev kaldt på scenen: - vi var mellem JAGT FORENINGERNES TOP TRE
 
Vi blev ikke nr. 3, det blev Klovborg Jagtforening. Så var der kun to foreninger tilbage i opløbet, Raabjerg-Aalbæk Jagtforening og Aalborg Jægerklub – to nordjyske foreninger. Raabjerg-Aalbæk Jagtforening blev en flot nr. 2.

Og så kom meddelelsen op på storskærmen: ÅRETS JAGTFORENING 2011 - AALBORG JÆGERKLUB.
 
Der blev blæst "Congratulations" af jagthornsorkesteret og salen kvitterede med stående applaus. Dejlig oplevelse.
 
Aalborg Jægerklub blev af bedømmelsesudvalgets formand v/ Hans Christian Fuglsang rost for sit flotte arbejde med nyjægere og de mange forskellige og kreative aktiviteter / arrangementer for både nyjægere, øvrige medlemmer og ikke jægere.
 
De tre kriterier hvor Aalborg Jægerklub scorede max point er følgende:
 
- Jagtforeningens mange aktiviteter for at tiltrække og fastholde nyjægere, specielt måden hvorpå Aalborg Jægerklub tilgodeser nyjægere ved oprettelse af nye jagt konsortier.
- Jagtforeningens profilskabende arbejde, foreningens indsats for at øge kendskabet og forståelse for jagt både hos jægere og ikke jægere.
- Medlemsfremgang - eksplosiv (289 medlemmer ultimo 2009 stigning til 373 ultimo 2010 – stigning til 436 medlemmer pr. juni 2011)
 
Den fine placering ved udvælgelsen af årets jagtforening skal fejres – Der afholdes indbudt reception den 9. september 2011 ved Jægerhuset fra kl. 15-17, samt efterfølgende medlemsfest grillaften fra kl. 17.
 
Bestyrelsen i Aalborg Jægerklub er utroligt stolt - det er en dejlig anerkendelse af foreningens arbejde. Der skal lyde en stor TAK til nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer i Aalborg Jægerklub for det fantastiske samarbejde.
 
Aalborg Jægerklubs bestyrelse er sikker på, at vores succes skyldes det stærke og brede netværk jægerklubben nyder godt af, uden det netværk var vi ikke kommet på podiet.
Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at takke for det samarbejde og den støtte vi oplever fra vore to søsterforeninger i Aalborg området, Aalborg og Omegns Jagtforening og Limfjordsjægerne Aalborg-Nørresundby, samt Aalborg Flugtskydningsforening, Riffel skytterne Kimbrerne, JKF, Jægerforbundets Kreds 1, Jægerforbundet, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune. Sidst er det på sin plads at nævne vore sponsorer og medlemmerne som støtter op om aktiviteterne. Det er den brede opbakning der gør det sjovt for bestyrelsens ildsjæle at løfte i flok.
 
Følg med på klubbens hjemmeside www.aajk.dk

 

Knæk og Bræk

 

Bestyrelsen Aalborg Jægerklub




Danmarks Jægerforbund kreds 1 - webmaster@jagtkreds1.dk